Pressemeddelelse

dec 2, 2022

Næste skridt i moderniseringen af Rungsted Havn er at indgå kontrakt med eksterne rådgivere, der skal bistå Hørsholm Kommune og Rungsted Havn.

Der er brug for stærkt specialiserede kompetencer, når der skal bygges en havn for alle, som kan leve op til fremtidens krav. Rådgiverne forventes at være på plads i juni 2023, og et justeret budget og procesplan ligger klar til december 2023. Havneprojektet forventes lånefinansieret.

Hørsholm Kommune og Rungsted Havn har i samarbejde udarbejdet en udbudsstrategi med tilhørende udvælgelses- og tildelingskriterier. Strategien skal sikre at der vælges de rette kompetencer til at hjælpe med at modernisere havnen, så vi får en bæredygtig havn, der er fremtidssikret mod vejr og vind, og samtidig giver de bedste muligheder for alle der benytter havnen. Rådgiverudbuddet igangsættes under EU-reglerne pga. anlægsrammens størrelse og udstrækning i tid.

Borgmester Morten Slotved udtaler: ”Moderniseringen af havnen er et større projekt, der strækker sig over flere år. Det kommer til at kræve en række specialiserede kompetencer, som vi ikke besidder i kommunen. Det er vigtigt, at vi kommer rigtig godt fra start, så valget af rådgiver er afgørende for den videre proces og det endelige resultat.”

Om havneprojektet

I september 2021 besluttede Kommunalbestyrelsen og Havnebestyrelsen at samarbejde om at igangsætte en ambitiøs udvikling og udvidelse af Rungsted Havn. Udviklingsarbejdet skal sikre, at Rungsted Havn vedbliver at være et attraktivt sted for alle, som holder af at være på, i og ved vandet.

Det ambitiøse udviklingsprojekt er blevet til på baggrund af et oplæg fra en fælles styregruppe, som gennem et års tid har hentet input og ideer til udviklingen af havnen fra havnepladslejere, borgere, foreninger, erhvervsdrivende, naboer, skoler, kulturinstitutioner m.fl. Projektet og dets tidslinje kan ses på BorgerLab: Projekt: Rungsted Havn – en havn for alle (horsholm.dk).

Download milepælsplanen her.

Udviklingsarbejdet finansieres og gennemføres i et partnerskab mellem Rungsted Havn og Kommunalbestyrelsen. For at varetage partnerskabet og det fremadrettede arbejde med udviklingen af Rungsted Havn er nedsat et Havneudviklingsudvalg med fem medlemmer af Havnebestyrelsen og fem medlemmer af Hørsholm Kommunalbestyrelse. Læs mere om havneudviklingsudvalgets arbejde her: Projekt • Havneudviklingsudvalget (horsholm.dk).

Om rådgiverudbuddet

  • Totalrådgiverydelsen består af den tekniske og æstetiske rådgivning og projektering på projektet gennem alle faser fra skitseforslag til anlægsfasen. Totalrådgiveren står desuden for udbud af anlægsaktiviteter og styring af entreprenører. Der peges på en totalrådgiverydelse fordi den giver mulighed for at skabe sammenhæng i programmet, finde synergier og optimere på tværs af delleverancerne som f.eks. veje, moler og rekreative anlæg. Totalrådgiveren forventes at være et større ingeniørfirma, der bliver suppleret af interne og eksterne (underrådgivere) til de særlige specialistområder, der indgår i projektet, herunder marine konstruktioner, kystmorfologi, trafik, bæredygtighed samt landskabsarkitektur
  • Bygherrerådgiveren skal bistå Hørsholm Kommune ift. styring af totalrådgiver. Herunder styring af den overordnede økonomi, totalrådgivers tekniske løsninger, anbefalinger og materiale. Der er bl.a. behov for særlig faglig viden ift. at bygge på søterritoriet
  • Udbud af multiklubhus og havnekontor foreslås håndteret i et separat udbud der igangsættes senere i processen, når vidensniveauet omkring fremtidige bygninger er større.