Jørgen M Thorsell

Jørgen M Thorsell

Formand for havnebestyrelsen

Har siden 2017 været formand for bestyrelsen og repræsenterer bådpladslejerne i havnen. Jeg har havnens fremtid meget stærkt på sinde i form af en sikker god havn, der er en attraktiv oase for alle, der elsker at være ved, på og i vandet.

Jeg er sejler med stort S og nyder både vore lange sommerture og kapsejladserne sammen med mine sønner. Sejlads er limen i vor familie. Jeg er medlem af KDY.

Jeg er uddannet civilingeniør, bygning og anlæg, som er suppleret med en MBA og en Ph.D i USA indenfor ledelse. Jeg har siddet i topledelsen det meste af min karriere og er gået op i trivsel hos både kunder og medarbejdere.

Jeg er næstformand i Dansk Sejlunion, hvor jeg især arbejder for at gøre sejlads lettere og sjovere for mange flere i Danmark. Har været formand for Danmarks Sejlsportsliga og Sailing Innovation Lab.

Knud Erik Nordby

Mikkel Glahn

Næstformand for havnebestyrelsen

Iværksætter, crosspromotor, salgsspecialist, kreativ marketingevangelist, fashionista og en sand gentleman, der møder dig med et åbent sind.Kreativitet, fleksibilitet, vedholdenhed og en ufejlbarlig moralkodeks er grundpillerne og hjørnestenene i min forretningsfilosofi. Mad og god gæstfrihed har altid fanget min opmærksomhed og vil altid være i mine tanker og gør at du finder mig til daglig på mine restauranter MASH, LEVI SOMMELIER.

Ud over mit virker sidder jeg som formand for Erhversforeningen Rungsted havn og næstformand i Rungsted havn bestyrelse samt en række advisor roller i start ups og mindre tech forretninger. Jeg er aktivt involveret i velgørenhed i Danmark med flere velgørenhedsorganisationer, herunder Børne ulykkesfonden og Legeheltene.Jeg er gift med Tina, og sammen har vi vores datter Josephine og vores søn Carl-Gustav.

Jeg er sejler af hjertet, men er desværre uden båd for tiden men søger efter den rette.

Claus Kruse

Medlem af havnebestyrelsen siden 2026 som repræsentant for bådpladslejerne i havnen.

Jeg har haft båd i havnen siden 1995. Jeg er uddannet skibsingeniør og har primært arbejdet med projektering og bygning samt ombygning af skibe.

I bestyrelsen vil jeg arbejde for at havnen fortsat bliver godt vedligeholdt og at havnens faciliteter løbende bliver forbedret til glæde for havnepladslejerne. Jeg vil også arbejde for at havnen fortsat har en sund økonomi, som vil gøre det mulige at fastholde bådpladslejen på det nuværende niveau.

Lars Vestergaard

Medlem af havnebestyrelsen siden 2015, som repræsentant for KDY, som jeg naturligvis er medlem af.

Har været tilknyttet bådbranchen i over 35 år, med salg af både og udstyr. De fleste år med virke på Rungsted Havn. I dag driver jeg virksomheden Lectron ApS, www.lectron.dk, sammen med Knud Erik Nordby, med adresse her på havnen.

Sejler i dag både tur og ferie med familie og venner, samt kapsejlads i ind- og udland.  Dette har været livet i fritiden, i snart 50 år.

Har plads og båd i Rungsted Havn.

Rasmus Poulsen

Jeg har været med i Rungsted havns bestyrelse siden 2021 som repræsentant for bådpladslejerne og fra 2026 som repræsentant for Rungsted Sejlklub.

Som dedikeret sejler er jeg formand for Rungsted Sejlklub, hvor jeg også underviser i teori og praktisk sejlads.

Siden starten af firserne har jeg haft bådplads og har således udviklet en stor interesse i havnens udvikling både for sejlere og for andre brugere af de mange faciliteter.

Sejlsporten er en stor del af mit aktive fritidsliv, hvor både kapsejlads og tursejlads står øverst på listen.

Jeg har i mange år beskæftiget mig med teknik, salg og ledelse indenfor værktøj og maskiner til byggebranchen og håndværk.

I dag arbejder jeg som pedel på en lokal Lille Skole.

Jeg er bosat i Hørsholm og bruger havnen som ”mit andet hjem” stort set hele året enten i min båd eller i Rungsted Sejlklub, hvilket medfører en naturlig stor interesse for drift og udvikling af havnen.

Hanne Solberg

Valgt ind i 2026 som repræsentant for Søsportsforeningerne på Rungsted Havn.

Tomas Dyrbye

Har siden 2026 været udpeget af Kommunalbestyrelsen for de Konservative som medlem af havnebestyrelsen.

Min interesse for Rungsted havn har to vinkler:

Jeg har sejlet siden jeg var 10 år og livet på havet og i havnene har været del af mit fritidsliv siden.  Jeg er medlem af KDY og har siddet 6 år i bestyrelsen. I dag er jeg stævneleder for store stævner og medlem af kapsejladsudvalget. Jeg har part i en sejlbåd (X35), der ligger i Skovshoved havn og jeg bruger båden til tursejlads.

Jeg oplever havnen som et populært samlingssted. Sejlere af alle slags, vinter- og sommer-badere, havne fest, restaurantgæster, folk der går en tur. En oase for rigtigt mange.

Jeg vil gerne bidrage til at vi fastholder og udvikler denne dejlige havn. Til gavn og glæde for os alle.

Jesper Sperling

Har siden 2026 været udpeget af Kommunalbestyrelsen for Venstre som medlem af havnebestyrelsen.

Som medlem af havnebestyrelsen er det mit mål klart: Rungsted Havn skal være en moderne og veldrevet perle for alle kommunens borgere. Jeg er udpeget af Venstre og trækker på mange års erfaring fra Kommunalbestyrelsen samt over tre årtiers bopæl i kommunen.

Min baggrund som Cand.merc. og min erhvervserfaring med globalt indkøb betyder, at jeg går kritisk og konstruktivt til havnens økonomi og drift. Jeg arbejder for, at vi tænker langsigtet og træffer beslutninger, der er gennemsigtige og bæredygtige for fremtidens generationer.

For mig er havnen dog mere end bare tal og paragraffer. Jeg har nydt havnens liv og atmosfære, siden jeg var barn, og jeg ser det som min fornemste opgave at værne om de mange muligheder, havnen tilbyder os alle – sejlere såvel som landkrabber.

Hans Laugesen

Politisk udpeget medlem af bestyrelsen, som repræsentant for flertalsvalggruppen i kommunalbestyrelsen. Har siddet i bestyrelsen i 2010-2014, 2017-2022 og igen fra foråret 2024.

Det er vigtigt at Rungsted havn er veldrevet og velfungerende både for de mange bådejere og for de over 1,5 million gæster, der kommer om året. Der er en symbiose mellem de to ting. Når der er et aktivt maritimt liv i havnen, trækker det borgere til, der nyder det og nyder de faciliteter havnen yderligere har at byde på med butikker, restauranter, strand mv. Når havnen skal renoveres, er det vigtigt den nødvendige vedligeholdelse laves i nogle rammer, der sikrer en langsigtet klimasikring. Samtidig skal medtænkes, at når alle byens borgere, er med til at finansiere havnerenoveringen, så har de også en forventning om nogle forbedrede faciliterer og rekreative muligheder som gæst på havnen og stranden.

Jeg flyttede til byen i 1977, da jeg var blevet ansat på Rungsted Gymnasium. Fra 1983-2019 var jeg uddannelsespolitisk chefkonsulent i Gymnasieskolernes Lærerforening (der ejede Sophienberg Slot 1993-2006). Jeg er formand for Hørsholm Radikale Venstre og næstformand i Rungsted Gymnasiums bestyrelse. Jeg sad i kommunalbestyrelsen i 2020-2021.